Hvad er ortopædisk kirurg?
Ortopædisk kirurgi
Ortopædisk kirurgi omfatter forebyggelse, diagnostik, behandling, palliation og rehabilitering af patienter med sygdomme, skader og medfødte misdannelser i bevægeapparatet, såvel af traumatisk som af ikke-traumatisk art. Behandlingen kan være såvel kirurgisk som ikke-kirurgisk. Faget er centralt placeret i behandlingen af medfødte, traumatologiske, udviklingsbetingede, degenerative, infektiøse og neoplastiske lidelser i bevægeapparatet. Herudover spiller den ortopædkirurgiske speciallæge en central rolle ved behandling af den svært tilskadekomne patient. Faget har i de senere år gennemgået en betydelig udvikling med dannelse af 9 fagområder: Traumatologi, Håndkirurgi, Skulder-Albue kirurgi, Rygkirurgi, Tumorkirurgi, Fod-Ankel kirurgi, børneortopædi, Hofte- og Knæalloplastik samt Sportstraumatologi.
Ortopædisk kirurgi er det største kirurgiske speciale samt tredjestørste medicinske i Danmark med en årlig registrering af ca. 85.000 operative indgreb i landspatientregistret. De seneste år har der været en betydelig udvikling i sygehusstrukturen med sammenlægning af sygehuse og oprettelse af større funktionsbærende enheder samtidigt med etablering af elektive klinikker. Desuden har den af Sundhedsstyrelsen gennemførte specialeplanlægning medført at komplekse og sjældne diagnoser / indgreb fremover placeres på færre kliniske enheder, for at sikre kommende patienter optimal behandling via forbedrede forhold for kvalitet, forskning, udvikling og uddannelse. Danske ortopædkirurger har siden 1945 været organiseret i Dansk Ortopædisk Selskab, der afholder et årligt videnskabeligt møde i oktober måned. Dertil kommer at de 9 fagområder alle har etableret sig i enten videnskabelige selskaber eller interesseområder – der ligeledes årligt afvikler et eller flere faglige møder. Dansk Ortopædisk Selskab har aktuelt ca. 1000 aktive medlemmer, heraf mere end 600 fuldtidsansatte speciallæger. Den ortopædiske forskningsaktivitet dækker bredt fra ulykkesprofylakse over klinisk forskning til eksperimentel ortopædi. Faget har professorer tilknyttet samtlige universiteter i Danmark. Dansk ortopædisk grundforskning er placeret på verdenskortet indenfor flere områder og igennem de seneste år er der etableret tværfagligt forskningssamarbejde både nationalt og internationalt.
Der er etableret nationale landsdækkende kvalitetsdatabaser indenfor hofte-, knæ- og skulder-alloplastik samt rekonstruktion af forreste korsbånd.
Faget står overfor en stor udfordring, dels volumenmæssigt dels rent fagligt. De store befolkningsårgange fra 1940’erne og 50’erne vil, samtidig med et større krav om behandling, betyde at man må forvente at faget ekspanderer væsentligt. Indførelse af optimerede patient forløb med multimodale behandlingsstrategier har gjort, at mange ortopædiske indgreb enten foretages som dagkirurgi eller under kort indlæggelse med hurtig rehabilitering. Den bio-teknologiske udvikling vil medføre øget fokus på regenerative behandlingsmetoder. Der ligger således en stor opgave i at dokumentere nye behandlingsmuligheder før de tilbydes som standardbehandling.
Selskabets Specialerapport, der blev udarbejdet til Sundhedsstyrelsen i 2008 i forbindelse med Specialeplanlægningen, giver uddybende information omkring specialet. Specialerapporten kan ses her.