• Hip and knee surgery
• Traumatology
• Basic Science

Afhandlingens overordnede formål har været at foretage kvantitative målinger af knoglernes (specielt omkring knæet) ombygningsprocesser som reaktion på forskellige ortopædkirurgiske tilstande. De anvendte metoder er dual photon absorptiometri (DPA) og dual energy X-ray absorptiometry (DEXA), begge velkendte metoder til måling af knoglemineralindhold og -densitet, som indtil nu primært har været anvendt indenfor osteoporoseforskning. I første del af afhandlingen foretages basale metodologiske undersøgelser primært af to DPA-scannere, der var specielt fremstillet til måling af knoglemineralindhold i henholdsvis distale femur og proksimale tibia. Vi fandt at DPA-scannerne kunne måle knoglemineral med god accuracy og en precision udtrykt som variations-coefficienten (CV) baseret på enten dobbelt eller tredobbelt scanninger på under 2% for måling af bone mineral content (BMC) i proksimale tibia. CV for måling af bone mineral density (BMD) i små regioner i proksimale tibia og distale femur var henholdsvis 2,8-5,2% og 2,2-3.2% og BMD målt med både DPA og DEXA viste sig at være tæt relateret til styrken af den trabekulære knogle. Måling af BMC i proksimale tibia hos 102 normale kvinder viste at knoglemineralindholdet i denne region udviser samme aldersrelaterede ændringer som i andre dele af skelettet med et fald på næsten 50% fra gruppen af 20-29 årige kvinder til 80-89 årige. BMC hos unge raske mænd lå gennemsnitligt 30% højere end hos kvinder i samme alder og parametre som højde og vægt viser en significant positiv correlation til BMC. Både lokale patologiske forandringer som f.eks. knæartrose og systemiske påvirkninger af knoglemineralindholdet som f.eks. osteoporose indvirker på den målte BMC i proksimale tibia. BMD-målinger med DPA 12 år efter en total eller partiel medial meniskektomi viste en identisk og signifikant densitets-fordeling i proksimale tibia med øget densitet medialt både svarende til subkondral-pladen samt distalt herfor i den trabekulære knogle. Udviklingen af posttraumatisk osteopeni blev målt efter ankelbrud og skinnebensbrud. Ankelbrud inducerede et fald i BMC målt i proksimale tibia på 15% efter 6 måneder og 3 år efter frakturen var BMC stadig 11% under udgangsværdien. 6 måneder efter et skinnebensbrud måltes med DEXA et fald i knoglemineral på 19%, 7% og 14% i henholdsvis proksimale tibia, collum femoris og trochanter major. Et tværsnits-studie viste at hvis et skinnebensbrud blev kompliceret med f.eks. manglende heling eller osteomyelit fortsætter knogletabet og kan nå op på 43% i proksimale tibia og mere end 20% i hofteregionen. I et prospektivt randomiseret placebo-kontrolleret studie blev effekten af medicinsk forebyggelse af fraktur-induceret knogletab med 3 måneders nasal calcitonin behandling undersøgt hos patienter opereret for ankelbrud. Knogletabet hos patienterne i calcitonin-gruppen var mere end halveret i forhold til placebo-gruppen, men forskellen mellem de to grupper var ikke statistisk signifikant. Prospektive målinger af BMD i proksimale tibia efter ucementeret total knæalloplastik (TKA) viste initielt en klar tendens til knogleremodellering på grund af den efter operationen ændrede mekaniske akse af knæ-leddet, men allerede efter 1 år var BMD faldet i de fleste regioner og efter 3 år i alle regioner, hvor det gennemsnitlige knogletab var nået op på 22%. BMD målinger anteriort i distale femur efter TKA viste et gennemsnitligt knogletab på 44% og bekræftede antagelsen om at denne del af knoglen udsættes for stress shielding efter TKA. En randomiseret undersøgelse kunne ikke påvise nogen statistisk signifikant (overfor stress shielding) forebyggende effekt af en ændret placering af porous-coatningen på femur komponentens proteseoverflade.

Download pdf-fil >>